På Zaxsez for første gang

På Zaxsez for første gang

Zaxsez vil gerne udmærke sig ved at være et af de bedste arrangementer for spejdere, der er afsted på tur uden ledere for første gang. Derfor gør vi også visse ting lidt anderledes end andre spejderløb i Danmark har for vane at gøre.

Så derfor vil vi gerne prøve at forklare hvorfor vi synes vi er anderledes end andre spejderløb

  • Du får fuld forplejning for pengene.
    På Zaxsez får du udleveret alle dine hovedmåltider, så længe du er afsted. Men når vi skriver ”fuld forplejning” er der kun tale om hovedmåltiderne. Du skal derfor forvente følgende:
    • Du får som udgangspunkt ikke mad fredag – det kan være en stor fordel at medbringe en madpakke til det første halve døgn.
    • Du får udleveret morgenmad, frokost og aftensmad om lørdagen samt morgenmad om søndagen. Måltiderne er ganske almindelige standart-måltider, som man oftest vil opleve dem på et spejderarrangement. Morgenmaden vil typisk bestå af havregryn, mælk, evt. cornflakes og groft brød – oftest rugbrød. Frokosten varierer, men vil oftest være en lun ret (f.eks. tilbud om en suppe) samt rugbrød med pålæg. Aftensmaden vil være et typisk aftensmåltid, som kan tilberedes på trangia.
    • Hvis der er noget, du bare ikke kan undvære (f.eks. franskbrød om morgenen, den helt specielle leverpostej eller noget tredje) skal du være opmærksom på, at du selv skal medbringe det. Vi tilbyder én slags mad, og med mindre du har en lægedokumenteret allergi, kan vi ikke tage særlige hensyn.

Vi anbefaler, at du selv har lidt ekstra mad med, hvis vores måltider ikke er fyldestgørende nok for dig. Gode mellemmåltider kan være müslibarer, hjemmelavet loganbrød, rugbrødsmadder, nødder, mandler, rosiner, frugt og grønt. Derudover er det altid godt at have lidt ”hurtig” energi med – et par chokoladebarer, en pose lakridser eller vingummier. Sørg også selv for at have lidt koncentreret saft med i patruljen, så I kan lave saftevand undervejs – brug faktisk gerne det med sukker, det giver bedre energi.

  • Vi har bestemt, hvor du skal sove
    På Zaxsez skal du ikke selv finde et sted at sove. Oftest har vi arrangeret indendørs overnatning til jer, men af og til kan I også komme ud for at vi forventer, at I skal sove udenfor. Men I skal aldrig ud og finde et sted at sove selv - og der, hvor I sover, vil der altid være voksne til at holde brandvagt.

I de fleste tilfælde skal I regne med at skulle sove i en gymnastiksal eller i klasseværelser med andre patruljer. Vi ved godt, at det kan blive frygteligt varmt og ukomfortabelt – men det er svært at finde andet, når man skal finde overnatningsmulighed til så mange spejdere. Visse steder vil det være muligt for jer at vælge mellem udendørs og indendørs overnatning – andre steder vil det være forudbestemt.

Det er vigtigt at understrege at vi på Zaxsez ikke vil have at I selv går ud og skaffer jer adgang til anden overnatning – vi har bestemt, hvor I alle skal sove.

  • De fysiske udfordringer er tilpasset til at kunne være for alle
    På Zaxsez er det ikke nødvendigt at kunne gå vildt langt eller være vildt hurtig - det vigtigste for os er, at du får en god tur sammen med din patrulje og får nogle gode oplevelser. For nogen kan Zaxsez godt være hårdt, fordi man er afsted første gang - men vi forsøger at tilpasse arrangementet, så alle føler at de har en god tur.

En god rettesnor vil være, at du skal have prøvet at gå ca. 30 km. Med weekendoppakning. Hvis du kan det, kan du sagtens klare at tage af sted på Zaxsez. Nogle gang kommer I til at gå kortere – andre gange længere. Men de 30 km. Vil være en god rettesnor.

Zaxsez foregår ofte både i byområde og i landområde. Det betyder, at I både kan komme ud for at skulle gå på oplyste og ikke-oplyste veje og stier. Hav derfor gode lommelygter og pandelamper med – og husk vores krav om at ALLE i patruljen bærer synlige reflekser, og allerhelst refleksveste.

På Zaxsez er der ikke fangere, der fanger jer eller nogen, I skal holde jer skjult for. I skal derfor altid sørge for at gå samlet og synlige, når I går.

  • Der er altid hjælp at hente
    På Zaxsez gør vi meget ud af, at du er alene på tur uden dine ledere. For nogen måske for første gang. Derfor har vi altid voksne i nærheden, der kan hjælpe dig, hvis du har udfordringer undervejs. Det er altså ikke nødvendigt at ringe hjem til mor eller til din spejderleder, hvis du føler at noget er svært - der er altid voksne, der gerne vil hjælpe dig og din patrulje.